Hvad er Bourbon og Rye Whiskey?

BOURBONS FEM BUD


1. BORN IN THE U.S.A


Bourbon er først og fremmest en geografisk defineret whisk(e)ytype. Ligesom Champagne skal produceres i Champagne-distriktet og Scotch i Skotland, skal Bourbon destilleres i USA. Mange (også amerikanere) tror, at Bourbon skal produceres i Kentucky, nærmere betegnet Bourbon County, men det er en udbredt misforståelse. Selvom ca. 95% af al Bourbon produceres i Kentucky, kan destilleringen finde sted i en hvilken som helst stat i USA og retmæssigt kalde sig Bourbon.

2. CORN IS KING


Derudover skal en Bourbons mash bill (sammensætningen af kornsorter) indeholde minimum 51% majs. Når dette krav er opfyldt, er der ellers frit spil på kornfordelingen. Blandt de mest almindelige andre brugte kornsorter er rug, byg og hvede. Nogle destillerier oplyser velvilligt deres whiskyers mash bill, som f.eks. Four Roses, Maker’s Mark og Heaven Hill, mens andre værner om den, som man værner om sin bedstemors opskrift på tarteletter.

3. EN TØNDE ER IKKE BARE EN TØNDE


Bourbon SKAL lagres i nye, forkullede (brændt indvendigt), amerikanske egetræsfade. Whiskey, der er lagret på andre fadtyper, kan altså ikke kalde sig Bourbon. Forkulningen af de nye fade frigiver sukkeret i træet, som karameliserer og beriger smagen med noter af bl.a. karamel og brun farin. Når du i en Bourbon smager noter af vanilje, er det også det forkullede eg, du skal sende en kærlig tanke. Eftersom fadene ikke kan genbruges til bourbonproduktion, bliver de ofte brugt til produktion af andet spiritus, især irsk og skotsk whisk(e)y.

4. INGEN OVER 125 ELLER UNDER 80


En Bourbon må ikke hældes på fade, hvis alkoholprocenten er over 125 proof (62,5 %). Til gengæld skal Bourbon være minimum 80 proof (40%), når den hældes på flaske. At vurdere hvilken alkoholprocent, en Bourbon skal have for at vise sig fra sin bedste side, er en af master distillerens vigtigste opgaver. Mens nogle Bourbons nydes bedst ved cask strength (ufortyndet form, altså samme styrke som den har i tønden), fortyndes andre med vand for at frembringe det optimale smagspotentiale. 

5. INGEN TILSÆTNINGSSTOFFER


Det eneste, der må tilsættes en Bourbon efter lagring, er vand. Andre whiskytyper må tilføje smag og farve, men Bourbon skal være "au naturel". 

 

HVAD GØR EN WHISKEY RYE?

 

Rye Whiskey stormer frem i USA. Ifølge Reuters steg salget af Rye med hele 33 procent fra 2015 til 2016, og flere og flere craft-destillerier popper op rundt omkring i landet og giver nye, innovative bud på, hvad Rye Whiskey kan. Produktionen af Rye minder på mange måder om produktionen af Bourbon. Modsat Bourbon skal Rye dog ikke produceres i USA. Rye Whiskey produceres i stor stil i Canada, men også Japan og Danmark har fået øjnene op for produktionen af den krydrede herlighed. Klart de mest kendte produktioner er dog fra USA.

INGEN PINOCCHIO


I modsætning til Pinocchio er der visse bånd der binder den, som ønsker at lave American Rye Whiskey. Ligesom Bourbon skal indeholde minimum 51% majs, skal Rye først og fremmest indeholde minimum 51%, tja, rug. De resterende 49% består i de fleste tilfælde af majs, hvede eller maltet byg.

INGEN ADGANG OVER 80


Under destillationen må alkoholprocenten i Rye Whiskey, ligesom Bourbon, ikke overstige 80% procent (160 proof). Ved at holde alkoholprocenten nede under destillationen overlever flere af de smagsnuancer, som produceres under nedbrydningen af kornet, hvilket resulterer i en mere alsidig smag. Efter destilleringen lagres amerikansk Rye i nye, forkullede, amerikanske egetræsfade. Her overlades whiskyen til sig selv, hvor den får sin farve og optager smag fra mødet med træet. Når det endelige produkt hældes på flaske, må alkoholprocenten ikke overstige 62,5 % (125 proof) - ligesom Bourbon.

DET KRYDREDE BID


Den høje andel rug giver generelt Rye Whiskey en mere krydret smag end Bourbon. Mens Bourbon og andre majsbaserede produkter ofte afgiver en honningagtig sødme, har Rye Whiskey et pebret bid og generelt lidt mere kant. Selvom det er en meget forsimplet sammenligning, kommer man langt ved at forestille sig forskellen mellem majsbrød og friskbagt rugbrød. Heldigvis behøves man jo ikke nøjes med at forestille sig det...